Polskans historia

Magnus Gustafsson, 2016. Polskans historia: en studie i melodityper och motivformer med utgångspunkt i Petter Dufvas notbok. Doktorsavhandling i musikvetenskap. Lund: Lunds Universitet. 928 s., notex. ISBN 978-91-88473-09-7 (tryck). ISBN 978-91-88473-10-3 (pdf). ISBN 978-91-978644-3-5 (Smålands Musikarkiv).

Magnus Gustafsson (herefter: MG) har virket som musiker siden 1970’erne i tilknytning til den svenske folkemusikbevægelse. Det førte fra 1990’erne til akademiske studier i musikvidenskab ved Högskolan og Universitetet i Växjö og derefter til et doktorantstudium ved universiteterne i Lund og Göteborg, hvis frugt er denne afhandling. Sideløbende hermed har MG virket som musikproducent og arbejdet i arkiv- og museumsbranchen. Han har publiceret flere arbejder, herunder bogen Småländsk musiktradition (Växjö, 2000), der set i tilbageblikkets perspektiv har fungeret som punktstudier til den store afhandling. Vejen har altså været lang frem til doktorafhandlingen, for musicering og forskning har gået hånd i hånd.

Afhandlingens hovedsigte er ”att, med ett musikhistoriskt, sociologiskt- samt musikteoretiskt perspektiv klarlägga några av de grundläggande dragen i polskans bakgrund och olika former” (s. 24). MG betragter betegnelserne ”polska” og ”polonäs” som to forskellige ord for det samme fænomen: Det er en pardans med det tilknyttede melodirepertoire, som vi kender det fra Skandinavien og store dele af det øvrige Europa siden 1500-tallet. Det empiriske kildemateriale, der er basis for analyserne, er ikke mindre end ca. 800 svenske, håndskrevne nodebøger fra perioden ca. 1640–1880, hvoraf næsten halvdelen findes i Folkmusikkommissionens arkiv (s. 139, 807). Blandt disse sætter MG en enkelt nodebog i fokus og vier den en særlig grundig analyse; det drejer sig om Anders Petter Dufvas nodebog fra Småland fra ca. 1807. MG supplerer stedvis sit kildemateriale med andre håndskrevne og trykte nodekilder, med nogle få lydoptagelser af musikken og med punktstudier i personalhistoriske kilder som kirkebøger. Afhandlingens sigte præciseres med tre spørgsmål på s. 24-25: (1) I hvilken udstrækning har spillemandsnodebøgerne et fælles melodistof, og hvordan forholder det sig til indholdet i den store udgave af Svenska låtar, der blev udgivet 1922–1940? (2) Hvad kan man sige om baggrunden for spillemandsbøgernes melodier i en større historisk og geografisk kontekst? Samt (3) Hvordan kan der skabes en model, som klarlægger polskans forskellige typer? 

Denne ambition fører til, at MG har valgt at disponere afhandlingen i otte kapitler: Efter indledningen, kapitel 1, om teorier og metoder og den tidligere forskning i emnet, handler kapitel 2 om spillemandsbøgerne som folkemusikalske kilder. Kapitel 3 udreder med konkrete eksempler karakteren af det folkelige musikliv i staden og på landet i Småland i 1600-, 1700- og 1800-tallet, hvor degne og organister var formidlere mellem skriftkulturen og den mundtlige kultur. Kapitel 4 skildrer bogholderen og brugsinspektøren Anders Petter Dufvas liv og hans nodebog set i et socialhistorisk og et lokalt, musikhistorisk perspektiv. Kapitel 5 er hovedsageligt dansehistorisk, om begrebet polonæse og dansens opståen og udbredelse i Europa. Kapitel 6 er derefter en diskussion af, hvordan man musikanalytisk kan beskrive polsk-melodiernes form, motiver og typer. Kapitlet afsluttes med, at MG opstiller sit bud på en ny polsktypologi. Det næsten 400 sider store kapitel 7 bruger herefter den opstillede analysemetode til at karakterisere de 200 melodier i Dufvas nodebog – én for én og med henvisninger til melodivarianter og melodiparalleller, som MG har fundet i håndskrevne nodebøger, især fra de nordiske lande, og i trykte kilder fra store dele af Europa. Kapitel 8 er en sammenfatning, der følges af kilde- og litteraturfortegnelser samt bilag. Endelig er der et udførligt register. 

Som man kan forstå, er det ikke blot emnemæssigt, men også i sine undersøgelsesmetoder en meget vidtspændende disputats. Polskdanse bliver studeret ud fra flere perspektiver, både dansehistorisk, musikhistorisk, musikanalytisk, forskningshistorisk og socialhistorisk (eller skal vi kalde det sidste et historisk-musiketnologisk perspektiv?). Den grundlæggende metode er hermeneutisk (s. 28ff). Eftersom polonæsen har en kronologisk lang og en geografisk og socialt vidtspændende historie, inddrager MG flere teorier og metoder om kulturmøde og kulturspredning. Hertil kan han især bruge teorier om diffusion, hentet fra musiketnologi, antropologi og kulturhistorie fra blandt andet Krister Malm, Robert Redfield og Peter Burke. En ledetråd i MG’s analyser er respekten for det empiriske kildemateriale og interessen for at drage agenterne frem. Dette er en kulturhistorie om konkrete mennesker og deres musik, det er med forfatterens rammende udtryk ”beskrivende kulturhistorie”. Det vidtspændende viser sig både ved stor detaljeglæde og som sagt ved en flersporet tilgang. Jeg må indrømme, at jeg flere gange har fået den tanke, at forfatteren har skrevet tre bøger i én: (1) En polskdansens musikhistorie, (2) en polskdansens dansehistorie og (3) en forskningshistorie om folkemusikindsamling i Sverige, herunder en udredning af håndskrevne nodebøgers værdi som kilde til folkemusik. Det forskningshistoriske aspekt viser sig blandt andet ved den forholdsvis store interesse, MG vier Folkmusikkommissionens arbejde og dens publicering af udgaven Svenska låtar (jævnfør s. 109-23). Det ville nok have været en fordel, hvis forfatteren havde prioriteret punkt 1 og minimeret punkt 2 og 3 til det absolut nødvendige. Bogens meget brede problemstilling, der indbefatter skabelsen af Svenska låtar, har ikke gjort det let for forfatteren at afgrænse sine analyser. 

Emnet polskdans er ikke ukendt i svensk musik-forskning. Tværtimod har forfatteren haft en række betydelige forgængere i forskere som Tobias Norlind (MG’s erklærede forbillede), Nils Dencker, Carl-Allan Moberg, Ernst Klein, Märta Ramsten, Margareta Jersild, Gunnar Ternhag og Sven Ahlbäck. Polskdans har også været genstand for musik- og danseudforskning i de øvrige nordiske lande, Polen og Tyskland. Forfatteren tilføjer sit eget, nye bidrag med tydelig respekt for og inspiration fra sine forgængere. Det er frugtbart for bogen, at MG anlægger et tværnationalt perspektiv på sit emne. Dette muliggør, at han kan finde mange paralleller i melodirepertoiret på tværs af landegrænser og kan påvise, hvordan mange ældre vise- og dansemelodier, for eksempel sanglege og menuetter, bliver transformeret til polskdansemelodier. Han kan desuden overbevisende fastslå, at mange polskmelodier i 1700-tallets svenske nodebøger har levet blandt dansemusikere, indtil de blev skrevet ned efter spillemænd på landet i begyndelsen af 1900-tallet.

Som et væsentligt resultat i afhandlingen vil jeg regne den tværnationale beskrivelse af polskdansens historie gennem 400 år med hovedvægt på musikken. Det er i musikhistorien, at MG især bygger sine studier på primært kildemateriale. Vigtige empiriske resultater ser man dels i de to store tabeller om frekvensen af forskellige danse- og melodityper i svenske nodebøger (s. 140-147; det burde dog være anført, præcis hvilke nodebøger tabellen omfatter), og dels i oversigten over, hvor man finder varianter til Dufvas melodier i svenske og udenlandske nodebøger (s. 825-26). Et andet interessant resultat af afhandlingen udgår fra analysen af alle Dufvas melodier og resulterer i en ny polsktypologi med fem hovedtyper af polskdansmelodier (s. 823-24).

En bog, der tager så mange emner op henover en periode på 400 år, risikerer at drukne i detaljer og blive uskarp. Jeg mener, at Gustavsson med fordel kunne have fokuseret mere på udvalgte problemstillinger for at nå frem til nogle mere klare konklusioner. Der skabes som nævnt en uklarhed ved det dobbelte sigte på polskans musikhistorie gennem fire århundreder og på ”svensk folkmusikrepertoar”, som det blev defineret i 1900-tallet (s. 22). Betyder dette dobbelte sigte, at afhandlingen bare beskæftiger sig med fænomenet polskdans som folkemusik? Det tror jeg ikke, for afhandlingen inddrager nodebøger fra både bønder, borgere og adelsmiljøer – eller gør den? Det er ikke klart. Man kunne i det hele taget have ønsket sig en nærmere udredning af, fra hvilke sociale miljøer, de primære kilder, dvs. nodebøgerne, stammer (alle ejere har vel ikke været degne og organister, jævnfør s. 806); desuden savnes en analyse af bøgernes forskellige funktioner, for eksempel som begynderbøger til undervisning, manuskripter med mange skrivere, danselærernes bøger, komponistmanuskripter, violin- kontra klaverbøger samt samlermanuskripter uden praktisk funktion. Dansens og melodiernes diffusion er et centralt spørgsmål for afhandlingen (s. 30-36, 120, 806); vi får da også statistiske opstillinger over dansetyper i nodebøgerne, men får aldrig udredt melodiernes typiske spredningsveje fra udlandet til Sverige på Dufvas tid. Gælder Peter Burkes kendte tese i Popular culture in early modern Europe (1978) om, at adelen var bikulturel i 1500-tallet, men i løbet af de næste tre århundreder trak sig tilbage fra at deltage i den folkelige kultur, også vedrørende polskan/polonæsen i Sverige? Hvilke befolkningsgrupper brugte polskan/polonæsen fra 1600-tallet til 1800-tallet?

Sammenfattende har vi altså en afhandling, som har en spændende, tværnational tilgang til stoffet og ikke er ræd for at udkaste beskrivelser og forklaringer om lange historiske forløb på basis af analyse af et stort empirisk kildemateriale. De empiriske udredninger og analyser, for eksempel påvisningen af det fælles melodistof i nodebøgerne, er i sig selv en imponerende præstation. MG kender og refererer relevante teorier om kulturel diffusion, og Redfield og Burke tjener som en hjælp til at finde interessante studieområder. En diskussion og videreudvikling af diffussionsteorier er dog ikke forfatterens hovedinteresse. Afhandlingen fremstår med sine talrige melodi-gengivelser og sine mange citater fra forskere og andre som en integreret forskningstekst, kildesamling og referencehjælpemiddel. Derfor ville jeg ønske, at forfatteren havde betonet sine nye resultater tydeligere i afhandlingens ”avslutande sammanfattning” (s. 801-26), altså at han havde sluttet med en egentlig konklusion. Men alt i alt er det lykkedes at skabe en indsigtsfuld afhandling, der måske ikke mindst vil komme til at fungere som en nyttig håndbog for forskere, musikere og danseinteresserede. Den vil utvivlsomt skabe øget interesse for de håndskrevne nodebøger hos musikforskere og musikere i Nordeuropa. Mennesker og musik har altid bevæget sig på tværs af nationale grænser, og dét, vi historisk betragter som ”vores” musik, er ofte indflettet i anden europæisk musikkultur. Det er afhandlingen en overbevisende demonstration af.

Jens Henrik Koudal

© STM–SJM och författaren