STM-Online
STM-Online vol. 3 (2000)
Søren Møller Sørensen, Københavns Universitet

Recension

Sabine Sanio: Alternativen zur Werkästhetik: John Cage und Helmut Heissenbüttel, PFAU-Verlag, Saarbrücken 1988.275 s. (Disputats, Freie Universität Berlin, 1995).

Søren Møller Sørensen, Københavns Universitet

Sabina Sanios disputats om John Cage og den tyske avantgardeforfatter og litteraturteoretiker Helmut Heissenbüttel er et stykke æstetisk teori i tysk tradition. Sanio tilhører det stærke akademiske miljø omkring Helga de la Motte-Haber i Berlin, der blandt andet er kendt for sit engagement i avantgardens projekter og teoretisk og historisk refleksion i den sammenhæng. Sanios bog er da også en grundig og deltaljerig gennemgang af Cages litterære arbejder og Heissenbüttels teoretiske skrifter, der med stor solidaritet parafraseres, systematiseres og udlægges som i mange henseender parallelle alternativer til den traditionelle værkæstetik.

Som orienteringspunkter for dette æstetisk-teoretiske udredningsarbejde oparbejder Sanio i sin afhandlings første hoveddel begrebet ”værkæstetik” med udgangspunkt hos Hegel, hvis værkbegreb sammenfatter forestillinger om et for kunstværket særegent forhold mellem materiale og form, om det autonome kunstværks erkendelsesfunktion og om kunstnerens rolle ved tilvejebringelsen af intentionelle æstetiske objekter. Og som alternativ til denne objektrelaterede kunstteori skitseres Arthur Schopenhauers æstetik som et udkast til en ”teori om den æstetiske attitude” [eine Theorie der ästhtischen Verhaltens], dvs. som en kunstteori, der fastholder ideen om den æstetiske anskuelse som en særlig, priviligeret erkendeform, men som ikke gør kunstværket til sit kategoriale knudepunkt. Modsat Hegels æstetik, der kredser om kunstværket som ideens objektivering, kredser Schopenhauers æstetik om den æstetiske kontemplation forstået som en ”interesseløs” eller ”viljeløs” anskuelse.

Uden at der postuleres en empirisk traditionssammenhæng, bringes Schopenhauers kunstteori, der orienterer sig mod en særlig form for modtagelighed og åbenhed og ikke mod en særlig klasse af objekter, i forbindelse med avantgardebevægelserne i det 20.århundrede, der opsøgte kunstneriske muligheder uden for værkbegrebets mulighedsrum. I det perspektiv kan avantgardemanifestationer, som f.eks. dem Cage og Heissenbüttel står for, opfattes som bestræbelser på at demokratisere den evne til æstetisk kontemplation, som Schopenhauer tilskrev det geniale undtagelsesmenneske: hvor Schopenhauers geniale kunstner tilbød os andre værker, der formidlede hans privilegerede indsigter, tilbyder avantgarden i det 20.århundrede redskaber, der tillader os alle at opøve den kontemplative, interesseløse anskuelse, som ifølge Schopenhauer var forbeholdt de få.

Omtrent sådan lægges brikkerne til rette forud for afhandlingens anden hoveddel, der er helliget John Cage, og som bevæger sig fra en gennemgang af Cages forudsætninger – primært de musikhistoriske -, over en nærlæsning af centrale litterære tekster til et forsøg på at systematisere dele af hans terminologi og samle de æstetisk-teoretiske tråde. Med sine 101 sider er dette afsnit afhandlingens længste. Der er tale om en solid indføring i emnet, men trods forfatterens omhu og aldrig svigtende teoretiske og terminologiske overskud, bringer det ikke egentlig nye indsigter for dagen.

Derimod fremlægger afhandlingens tredie hoveddel, der er helliget Helmut Heissenbüttel og særligt hans teoretiske produktion fra 1960erne, et meget værdifuldt stof til den fortsatte refleksion over ”den intenderede intentionsløshed” som et paradoksalt, aporetisk og meget produktivt æstetisk projekt. Heissenbüttels tidstypiske refleksioner over en litteratur efter ”subjektets død” og hans forsøg på at skabe tekster, der opløser kommunikationssammenhængen og ikke bærer en autors intention, er et forsøg på at lære os at betragte sproget selv som genstand for den interesseløse anskuelse, som Cage ville lære os at praktisere over for det klingende. Men materialernes forskellighed er væsentlig. Cages bevægelse bort fra et musikalsk budskab, der var kvalificeret ved autor-intentionen, kunne forløbe parallelt med bevægelsen bort fra et musikalsk material, der var kvalificeret som sedimenteret ånd, og ud i det naturgivet akustiske. Heissenbüttels materiale er og bliver sproget, og sproget forbliver menneskeskabt og betydningsbærende, også når dets bruger sætter sig selv i parantes og fokus sættes på sproget selv med alle dets dimensioner og muligheder. Heissenbüttels poetik kan altså ikke udlægges som et forsøg på at føre os ud over det menneskeskabte betydningsrums grænser, hvilket jo nok er muligt i Cages tilfælde.

Dette ved Sanio meget vel, ligesom hun på intet tidspunkt antyder, at sprogets referentielle dimension negeres i Heissenbüttels praksis. Men hun ofrer det ikke mange overvejelser, at sproget i Heissenbüttels litterære tekster, trods den intenderende negation af budskabet, ofte alligevel lokker sin læser ind i en tolkningsaktivitet af hermeneutisk tilsnit.

I det hele taget er det karakteristisk, at Sanio forholder sig helt solidarisk til de to kunstneres teoretiske projekter, undgår en kritisk stillingtagen til forholdet mellem deres teoretiske selvudlægning og kunstneriske praksis og dermed også forsømmer de teoretiske muligheder, der måtte ligge i de uoplyste felter af den intenderede intentionsløsheds projekt.

Trods disse forsømmelser har Sabine Sanio skrevet en anbefalelsesværdig bog. Der er stadig behov for æstetisk teoridannelse og historisk refleksion omkring de klassiske avantgardepositioner, og der er ganske sikkert spændende muligheder i det projekt for en egentlig teori om den æstetiske attitude som alternativ til værkæstetikken, som Sanio udkaster i afhandlingens sidste hovedafsnit. Men bogen skæmmes af sit apologetiske præg, der undertiden får mig til at standse op og spørge til den kulturelle funktion af et arbejde af denne karakter: Bidrager det til at frisætte nye æstetiske muligheder? Eller er der mere egnet til at skaffe avantgarde-ideerne akademisk indfødsret i en tid, hvor dele af avantgardens tankegods stivner i institutionelt beskyttet dogmatik?

©Søren Møller Sørensen, Københavns Universitet, 2000

STM-Online vol. 3 (2000)
http://musikforskning.se/stmonline/vol_3

Webmaster: webmaster@musikforskning.se

ISSN: 1403-5715